Neutralisation af kat – skånsom kastration og sterilisation af kat | Dyrlægehuset Kolding

Tandbørstning hos kat – Sådan børster du tænder på din kat

Hos Dyrlægehuset Kolding har vi fokus på din kats tænder. Mange katte lider af smertefulde tandproblemer, der kan forebygges med regelmæssig tandbørstning. Her får du en guide til tandbørstetilvænning af din kat.

Tandkødsbetændelse og parodontose er en almindelig lidelse hos kat. Du kan forebygge en lang række tandproblemer, hvis du jævnligt børster tænder på din kat. Det er ikke nogen hemmelighed, at de færreste katte er vilde med tandbørstning. Derfor kan det være en god idé at vænne din kat til at få børstet tænder. Det kan dog være lidt svært for nogle, især voksne katte, at acceptere tandbørstning.

Tandbørstning kræver tilvænning. Det skal gerne blive en god og hyggelig rutine, som katten holder af. På den måde er det nemmest at få gennemført i hverdagen. Vi har udarbejdet en guide til tandbørstetilvænning hos din kat.

Hvert trin kan vare 1-3 uger alt efter kattens temperament.

 

Trin 1: En ny og dejlig vane – ”verdens bedste godbid”!

Din kat skal lære en ny og rar rutine at kende. Katte trives med forudsigelighed, da det giver ro og tryghed. Træn derfor samme sted og tid hver dag. Det behøver ikke være et præcist klokkeslæt – men fx når du kommer hjem fra arbejde, efter aftensmad eller efter du selv har børstet tænder.
  • Hvilken godbid eller snack er din kat særlig vild med? Denne reserveres og gives KUN til tandbørste-træningen. På den måde opbygges en forventning om denne ekstra lækre godbid!
  • Vælg et fast sted til træningen – fx en stol, på et bord eller eksempelvis på wc’et. Du kan evt. bruge en bådemåtte (skridsikker), som din kat kan sidde på.
  • Start med at give din kat belønning for blot at sidde på stedet. Giv belønning i 15-20 sekunder, og stop da træningen den dag.
  • Gentag dette dagligt i 1-3 uger, eller indtil din kat er med på den nye vane og selv kommer, når du finder ”verdens bedste godbid” frem! Når dette er opnået, går I videre til Trin 2.

Trin 2: De første små skridt

Næste trin i træningen er tilvænning til berøring af din kats mund.
  • Rør ydersiden af læben i 1-2 sek. Beløn straks med godbidden.
  • Gentag dette 3-4 gange, og afslut da træningen for den dag.
  • Gentag dette dagligt i 1-3 uger, eller indtil din kat er tryg herved.

Når dette er opnået, går I videre til Trin 3.

Trin 3: ”Løfte” læben

Næste trin i træningen er tilvænning til ”løfte” læben. Støt din kats hovede (blidt med modsatte) hånd.
  • Læben ”løftes” ved at bruge din finger til blidt at skubbe læben væk (opad/nedad), så tænder og tandkød kommer til syne. Hold berøring i 1-2 sekunder, og beløn straks med godbidden.
  • Gentag dette 3-4 gange, og afslut da træning for den dag.
  • Gentag dette dagligt i 1-3 uger, eller indtil din kat er tryg herved.
Når dette er opnået, går I videre til Trin 4.

Trin 4: Berøring af tænder og tandkød

Næste trin i træning er tilvænning til berøring af tænder og tandkød.
  • Start med skubbe læben væk, som beskrevet i Trin 3.
  • Med samme finger køres henover over tænder og tandkød i 1-2 sekunder. Beløn straks med godbidden.
  • Gentag dette 3-4 gange, og afslut da træningen for den dag.
  • Gentag dette dagligt i 1-3 uger, eller indtil din kat er tryg herved.
Når dette er opnået, går I videre til Trin 5.

Trin 5: Tandbørsten introduceres

Nu er I kommet til det trin, hvor tandbørsten skal introduceres. Det kan føles som om træningen starter forfra, men hæng i – I er nået langt allerede!
  • Fugt tandbørsten med lidt vand, kom tandpasta på og lad din kat slikke det af. Beløn med godbidden.
  • Er der ikke en tandpasta, din kat er vild med, kan du bruge “flydende snack” i stedet.
  • Gentag dette 3-4 gange, og afslut da træningen for den dag.
  • Gentag dette dagligt i 1-2 uger, eller indtil din kat er tryg herved.
Når dette er opnået, går I videre til Trin 6.

Trin 6: Det første “børste-strøg”

Nu skal I til at børste for første gang. Start med tilvænning til at få børstet hjørnetænder.
  • Start med at lade din kat slikke tandpasta af tandbørsten. Dette bliver nu jeres ”start-tegn” – dvs., at du først går videre til at børste,
  • når din kat har slikket tandpasta af tandbørsten. Gentag hver gang, ved hvert sted, du skal børste.
  • Brug din tommelfinger til blidt at skubbe læben væk – med samme hånd støtter du din kats hoved (se evt. video ved at scanne QR-koden).
  • Med tandbørsten i modsatte hånd, børst da på hjørnetanden i 1-2 sekunder, i en cirkulær bevægelse op mod tandkødet. Beløn straks med godbidden.
  • Gentag dette 3-4 gange, og afslut da træningen for den dag.
  • Gentag dette i 1-3 uger, eller indtil din kat er tryg herved.
Når dette er opnået, går I videre til Trin 7.

Trin 7: Kindtænder og fortænder

Nu udvides træningen til at børste på kindtænder og fortænder.
  • Gør som beskrevet i Trin 6, nu blot på kindtænder og fortænder. Beløn straks med godbidden.
  • Gentag 3-4 gange (eller steder), og afslut da træningen for den dag.
  • Gentag dette i 1-3 uger, eller indtil din kat er tryg herved.
Når dette er opnået, går I videre til Trin 8.

Trin 8: Indersiden af kindtænder

Nu er I blevet så gode, at I kan avancere til at træne tilvænning til at børste på indersiden af kindtænder.
Dette trin er udfordrende – men kan lykkes med masser af tålmodighed!
  • Start som beskrevet i Trin 6 med at lade din kat slikke tandpasta af tandbørsten.
  • Støt din kats hoved med den ene hånd. Med tandbørsten i modsatte hånd børster du let på ydersiden, mens du let bevæger tandbørsten mere mod tyggefladen. Denne bevægelse vil gøre, at din kat automatisk åbner munden mere – og da kan du børste på indersiden. Børst hér i 1-2 sekunder, og beløn straks med godbidden.
  • Gentag bevægelsen et par gange, og afslut da træningen for den dag.
  • Gentag dette 3-4 gange, og afslut da træningen for den dag.

Trin 9: ”Fuld plade”

Tillykke – hvor er I seje! Målet er nået, og I skal nu stykke alle trin sammen til én tandbørste-session.
  • Sammensæt jeres rutine til at børste én gang hvert sted i munden.
  • Katte trives med forudsigelighed – så start og slut rutinen på samme måde hver gang. Afslut fx hver session med at kigge tænder (som vist på video herunder) + en ”jackpot-belønning” (flere godbider i træk).

HUSK

  • At tandbørstning skal foretages 1 gang daglig for at være effektiv.
  • At anvende en lille, blød babytandbørste – eventuelt blot lidt gaze eller en lille klud på fingeren.
  • At anvendes hunde/kattetandpasta – IKKE din egen tandpasta, som katten ikke tåler.
  • At det skal være en hyggelig rutine at få børstet tænder. Tvang, hårde ord og lignende vil ikke fremme træningen.

 

OBS: instruktionen er vejledende og hvert trin kan varierer efter den enkelte kats temperament. Vi har en mere udførlig instruktion der kan fås på klinikken.

 

Inspirationsvideo på Facebook

Klik og du vil se hvad der kan lade sig gøre med kæmpe tålmodighed 😊

Kontakt Dyrlægehuset Kolding i dag

Vi står altid klar til at tage hjertevarmt imod dig og dit kæledyr i trygge og rolige omgivelser på vores dyreklinik.

Kontakt os

Hold dig opdateret

Hold dig opdateret