Nytår – sådan hjælper du din kat
Nytår er en hård tid for mange katte, fordi de er angste eller utrygge ved fyrværkeriets brag, lys og glimt. Katte viser ikke altid deres angst tydelig, men ofte blot ved at søge væk og gemme sig. For nogle katteejere er det derfor en overraskelse, når vi gør opmærksom på at deres kat har det svært over nytåret.
Er din kat mere end lidt urolig for fyrværkeri, er det en god ide at kontakte en professionel adfærdsrådgiver eller en dyrlæge med speciale i adfærdsproblemer, så du får tilstrækkelig hjælp til at komme angsten til livs.
Ved mildere frygt, eller kattens første nytår, er der mange ting man kan gøre.
Hvordan kan du hjælpe din kat?
Hvis din kat kun udviste en mild frygt, eller det er dens første nytår, kan du igangsætte en gradvis tilvænning til nytårslydene med en lyd-CD, som forhandles på nettet og ved dyrlæger. I dagene op til nytårsaften, kan du desuden sørge for mere aktivering i form af leg og problemløsningsopgaver, så din kat er velaktiveret både fysisk og psykisk, da en velstimuleret kat ofte vil reagere mindre på brag og lysglimt. Er katten angst dagligt i perioden, bør du overveje sammen med din dyrlæge at give katten beroligende medicin i denne periode. Der findes i dag mange gode og effektive naturlægemidler som et alternativ til medicin, men hvilken type, der passer bedst til din kat og jeres situation, skal du lade dyrlægen eller veterinærsygeplejersken rådgive dig om.
Hvis din kat ikke udviste nogen form for utryghed sidste år, kan det stadig være en ide at følge nogle af rådene i nedenstående, for at forebygge utryghed i at opstå.
Hold nytår på kattens præmisser
Heldigvis er der flere ting, som du kan gøre for at hjælpe din kat gennem denne tid. Rådene kan bruges af alle katteejere, både hvis din kat allerede er utryg ved fyrværkeri eller til forebyggelse, så din kat ikke bliver utryg senere i livet. Først og fremmest bør du planlægge din nytårsaften på kattens betingelser. Kattens hjem er dens base og tryghed, og det er derfor vigtigt at gøre nytårsaften mindst mulig stressende for din kat. Undgå at lade din kat være alene hjemme nytårsaften.
På selve nytårsaften bør du holde din kat inde hele dagen, så katten er i sikkerhed for fyrværkeri og fulde mennesker. Det er desværre ikke alle, der vil en kat det bedste, hvis de ser den udenfor nytårsaften. Stil en kattebakke op nogle dage før, så katten ved, at bakken er der. Stil bakken i et roligt og mørkt rum, hvor katten kan bruge bakken i fred uden forstyrrelser. Rul også gardinerne for, hold vinduer og døre lukket, og lav en hule til din kat, hvor den kan søge hen, hvis den føler sig utryg. Sæt eventuelt skabe på klem, så katten kan søge derind, men vær sikker på, at de ikke kan lukkes, så katten ved et uheld lukkes inde. Læg tæpper under din seng, så katten kan søge derhen – og lad et sengetæppe falde hen over sengen, så der bliver huleagtigt under sengen. Stil eventuelt kattens mad/vand og kattebakke i nærheden af hulen/gemmestedet, så katten ikke skal bevæge sig alt for langt, men husk at mad og vand ikke må stå tæt på en kattebakke, da katte ikke vil spise og gøre sig rene samme sted. Normalt er en afstand på nogle meter bedst. Du kan også med fordel lade en radio med rolig musik – gerne klassisk – køre på lav styrke, så lydene udenfor dæmpes en smule.
Lækkerier kan flytte fokus
Er din kat til godbidder eller anden lækker mad, kan du med fordel udnytte dette til at flytte kattens fokus fra fyrværkeriet og i stedet lære katten at forbinde denne dag med noget positivt. Giv katten en god portion af dens yndlingsmad om aftenen, før bragene for alvor starter, så katten er godt mæt og træt, og fyld et aktiveringslegetøj med kattens yndlings vådfoder, så katten skal slikke maden ud. Desuden har selve spise- og slikkeadfærden en beroligende effekt på katten, da der dannes beroligende stoffer i kattens hjerne, når den spiser, og en fyldt og arbejdende mave mindsker ofte tendensen til stress, da mæthed giver ro.
Lad din kat være i fred
Du skal aldrig tvinge din kat at se på fyrværkeriet ved eksempelvis at holde den ved et vindue, heller ikke selvom det er for at vise den, at det ikke er farligt. Din kat forstår det ikke, og det gør kun katten mere utryg, da katten vil opleve sin frihed begrænset og føle sig fastlåst og presset. Er der fest i hjemmet, så hold fulde mennesker væk fra katten. Fulde mennesker kan skræmme og virker ofte utilregnelige på en kat, og de vil dermed øge kattens utryghed. Lad katten være i fred og selv bestemme, hvem den vil kæles af.
Er katten utryg, så ignorer den – det er for sent at gøre noget på selve aftenen. Du forværrer ofte situationen ved at trøste eller pylre om din kat. Næste år må du så planlægge bedre.
Katte kan være svære at afkode for mennesker, så brug dagene op til nytår på at være ekstra opmærksom på din kat, så du ikke overser din kats signaler på angst eller utryghed på selve aftenen. Katte er individer, og de reagerer ikke ens på stress og utryghed. Nogle katte søger væk og gemmer sig – andre katte udtrykker det eksempelvis ved at udvise overdreven soignering og vaske sig manisk, mens andre måske udtrykker deres stress ved at vise urenlighed, kalde højt, vandre rastløse rundt eller endda løbe og springe i huset i panik. Jo bedre du er forberedt på din kats reaktion, jo bedre et nytår kan I få sammen.
Er din kat utryg ved fyrværkeri? Hos Dyrlægehuset Kolding hjælper vi dig i mål med en nytårsaften, der er sjov for både dig og din kat.
Kontakt Dyrlægehuset Kolding i dag
Vi står altid klar til at tage hjertevarmt imod dig og dit kæledyr i trygge og rolige omgivelser på vores dyreklinik.
Kontakt os