Fodring af kanin – hvad spiser kaniner?
Mange problemer hos kaniner er fodringsrelateret og kan undgås, hvis kaninen fodres korrekt, og ejer kender lidt til kaninens fordøjelse.
Det er da ikke så svært at fodre en kanin eller…
De skal da bare have lidt salat, en agurk, godt med gulerødder og så den billige foderblanding fra supermarkedet.
Kaniner er herbivorer og obligate fiberædere, dvs. de skal have en fiberrig kost. Det er vigtigt, at kaniner spiser både fordøjelige og ufordøjelige fibre.
I naturen spiser kaniner hovedsageligt græs. Desuden spiser de lidt kviste, blade, grene og frugter. De kaniner, vi holder som kæledyr, er dybt afhængige af, hvad vi fodrer dem med, og at vi sørger for, at de får en god og fiberrig kost.
Kaninens fordøjelsessystem
Kaninen er et ret komplekst dyr, hvad angår dens fordøjelsessystem. Blindtarmen udgør cirka 40 procent af kaninens tarmsystem. Maveudmundingen er udformet således, at de ikke kan kaste op. Kaniner har brug for, at der er føde i tarmene hele tiden. Derfor må og skal de ikke fastes før anæstesi.
Nedbrydningen af føden starter allerede i munden på grund af enzymer i spyttet. Maden passerer hurtigt gennem mavesækken og ud i tyndtarmen, som er relativt kort, hvor sukker, stivelse og proteiner bliver optaget. Massen kommer videre til tyktarmen, hvor det bliver delt i ufordøjelige og fordøjelige fibre.
De fordøjelige fibre presses op i blindtarmen og forgæres i cirka fire timer, hvorefter de kommer ud som caecotropher. Caecotropher er den bløde afføring, som kaninen spiser igen. De indeholder livsvigtige vitaminer, mikroorganismer og amino- og fedtsyrer til at holde fordøjelsen i gang. Fordøjelige fibre opretholder den optimale bakteriesammensætning i tarmen. Caecotropherne ligner en klase vindruer og har en speciel lugt. De er dækket af et lag slim, så når kaninen spiser dem, kan de passere gennem mavesækken og komme videre til tyndtarmen, uden af blive opløst af mavesyren, for derefter at optages i tyndtarmen. Kaniner spiser Caecotropher direkte fra anus og sluger dem hele.
De ufordøjelige fibre er dem, som stimulerer tarmperistaltikken. De hjælper med at slide tænderne og stimulerer appetitten. De ufordøjelige fibre kommer ud som runde tørre pøller.
Det er en god idé at holde øje med, om afføringens størrelse, farve og form ændrer sig, da det kan være tegn på mave- og tarmproblemer. Kaniner, der får for lidt fibre, vil ofte lave små pøller.
Hvad skal kaninen spise?
Om sommeren skal du ud i naturen og plukke mælkebøtter, græs, vejbred, skvalderkål og kløver. I stedet for sommerblomster i krukkerne kan du så krydderurter. De er både dekorative og din kanin kan elske at spise dem.
Om vinteren kan du fodre med grøntsager, såsom romaine salat, hjertesalat, krølsalat, bladselleri, jordskokker, asparges, gulerodstoppe, rød og gul peberfrugt, krydderurter, grønkål, broccoli, hvidkål og spidskål. DU skal være varsom med kål, da det kan give luft i maven. Kål skal kaniner ikke have i store mængder. Nogle kaniner har en sart mave og tåler slet ikke kål. Gulerødder indeholder meget sukker og for lidt fibre og bør gives i små mængder. Det samme gælder for frugt.
Grene fra hassel, pil eller frugttræer er de glade for. Undgå grene fra hyld og træer med stenfrugter, såsom kirsebær.
Skal kaniner spise tørkost?
Tørkost skal kun ses som et supplement og som et tilskud af vitaminer og mineraler. Der findes ikke et fuldfoder til kaniner.
Det absolut vigtigste for kaninen at spise er hø. De skal altid have adgang til hø af høj kvalitet. Masser af hø. En kanin skal spise en bunke hø, der er lige så stor, som kaninen selv dagligt. Mange kaniner kan godt lide at spise hø, mens de sidder på tissekassen. En god idé er at have hø flere steder, hvor kaninen bor.
Fordelingen af deres foder skal være 80 procent græs/hø, 10-15 procent grønt og kun 5-10 procent foderpiller af god kvalitet, såsom Burgess Excel. De såkaldte müsliblandinger er NO GO!
Overholder man kostpyramiden, gør man det bedste for kaninen, så den kan leve et langt og godt liv. Husk frisk vand hver dag. En god idé er at veje kaninen mindst én gang om måneden. Når man ser på sin kanin hver dag, er det ikke sikkert, man lægger mærke til, om den taber sig eller tager på.
Hvad må kaniner ikke få?
Kaniner må ikke fodres med avocado, kartofler, tomatplanter, majskolber, rabarber samt alle former for løgplanter, såsom påskeliljer og hyacinter. Græs slået med plæneklipper er også forbudt, da det hurtigt begynder at gære. Undgå derudover iceberg salat og agurk, ikke at det er giftigt, men det er bare vand. Müsliblandinger.
Hvorfor må kaninen ikke få müsliblanding?
Kaniner har en sød tand, fodrer man med müsliblanding sorterer de i foderet. De fleste kaniner er så heldige, at deres ejer smider det ud, kaninen ikke har spist, for så at hælde nyt foder op. De spiser alt det fedende og det med højt sukkerindhold, de får et glucosefix, bliver mætte, sætter sig hen i et hjørne og har ikke lyst til at spise hø. Müslifoderet indeholder for lidt fiber og kalk, men for mange letfordøjelige kulhydrater. Derfor anbefales det at fodre med et kvalitetsfoder, såsom Burgess Excel, som består af ekstruderede piller, så kaninen ikke har mulighed for at sortere.
Jo mere sukker og stivelse kaniner indtager, desto flere caecotropher producerer den. Det kan resultere i en beskidt bagende, hvor der sidder en stor klump caecotropher. Caecotrophophobning bliver ofte forvekslet med diarre. En klistret og beskidt bagende giver anledning til myiasis (spyflueangreb).
Kaninen bliver også overvægtig, hvilket igen kan give problemer med hygiejnen, pote- og benproblemer, ledproblemer, og det sætter hjertet på overarbejde. Motion er vigtig for fordøjelsen.
For lidt fibre i foderet gør kaninen mere udsat for mave- og tarmproblemer.
Mangel på calcium og fosfor (kalk) resulterer i skøre knogler og dårlige tænder.
Hvorfor kan forkert fodring give tandproblemer?
Kaninens tænder vokser hele livet, både fortænder og kindtænder. Det gør de fordi, kaninens føde i naturen slider på tænderne. Får din huskanin ikke de fødeemner, som slider på tænderne, kan der opstå tandproblemer. Kaninens normale tyggemønster er en kompleks ottetalsbevægelse, så kindtænderne slides korrekt, når kaninen spiser græs eller hø. Frugt, salat og tørkost har ikke særlig lang tyggetid.
For lidt kalk i foderet kan svække bindevævet omkring tænderne, og tænderne kan rotere. Knogler og tænder har brug for calcium.
Hvad skal du undgå?
Mange tror, at en kalksten er god for kaninen at gnave i. Kalksten slider fortænderne, og en forkert kalksten gør absolut intet godt for din kanin. Kaniner absorberer alt den kalk, de får ind gennem foderet, og kalken udskilles via nyrerne. Får kaninen for meget kalk, kan der dannes blæreslam og i værste tilfælde urinvejssten.
Saltsten er heller ikke noget for kaniner. Undgå diverse yoghurt drops, de indeholder for meget sukker, og mælkeprodukter, som kaninen slet ikke tåler. Kornstænger og nøddestænger med honning bør du holde dig langt fra, da igen de indeholder for meget sukker og stivelse.
Som godbidder kan du bruge krydderurter, friske som tørrede, og tørrede frugter. Burgess Excel har nogle gode Apple Snacks med oregano, som er et stort hit hos mange kaniner. Country Garden Herbs og Mountain Meadow Herbs er også sunde godbidder. De to sidst nævnte er også gode til lidt kræsne kaniner som ikke vil spise hø, eller hvis kaninen har haft mave/tarm problemer og man gerne vil have dem i gang med at spise en masse fibre.
Artiklen er skrevet af Dorte Rande, veterinærsygeplejerske hos Skovløkke Kaninhotel.
Har du spørgsmål som f.eks. ”hvad spiser kaniner?” – Vores kyndige dyrlæger er særligt udannede inden for kaniners sundhed. Vi står klar til at rådgive dig.
Kontakt Dyrlægehuset Kolding i dag
Vi står altid klar til at tage hjertevarmt imod dig og dit kæledyr i trygge og rolige omgivelser på vores dyreklinik.
Kontakt os